[if-insta-embed-video]**insta-embed-video**[/if-insta-embed-video]

Jeg nåede akkurat lige at se udstillingen “Jordforbindelser. Dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab” – og det er jeg glad for.

Temaet og præmissen for udstillingen er, i mine øjne, ret genial; at vise hvordan landskabsmalerier har været med til at forme vores billede af det naturlige, danske landskab, og samtidig været formet af at landskabet allerede var formet af mennesker. Den “vilde natur” er allerede tæmmet, og det er den historiske tæmmede natur, vi nu opfatter som autentisk.

Det interessante er at billederne af landskabet, den æstetiske kortlægning, opstår i tandem med den naturvidenskabelige kortlægning af landskabet, og det er her udstillingen har sit store (og lidt uforløste) potentiale. Kunstnerne gik i naturen, sammen med, eller efter, at den var kortlagt. Således var Jylland “for vildt” for kunstnerne indtil sidst i 1800tallet!

At jeg oplever udstillingen som lidt uforløst, skyldes at spændingsfeltet mellem æstetisk og naturvidenskabelig undersøgelse og kortlægning ikke rigtigt bliver foldet ud, men det naturvidenskabelige bliver staffage og dekoration for billederne.
Det spændingsfelt vises gennem konceptuelle installationer af nutidige kunstnere, Camilla Berner og Rune Bosse, der bearbejder hhv invasiv vegetation i landskabet, som netop blev introduceret til Danmark i perioden, og udstilling af jordprøver fra museerne. Men man får ikke nørdet ordentligt igennem i en mere detaljeret naturvidenskabelig analyse af vores påvirkning af naturen, som udstillingen sagtens kunne bære.

Udstillingen er tilrettelagt i et samarbejde mellem, Ribe, Fåborg, Fulgsang kunstmuseer og Hirschsprungs samling og har vandret mellem de fire medvirkende museer

Lokation: Den Hirschsprungske Samling

Se på Instagram